blæsten kan suses frit gennem mine gennemsigtige albuer


når jeg vandrer af stjernestier og drikker af himlen

den kan fører kviste gennem mine årer som den lyster

mine negle er så lyseblå og ensomme

vil I set ikke rører mit tørre krystallegeme

kan I ikke se pulsen under mine læber

er vindens fløjte så skær



for vild på de glatte vindenge blandt de hudfarvede blomster

greb strå efter strå men vejret råbte mit signal itu

jeg forsøgte at pudse støvet af skindet

og rive de sejlende forhæng af månestativerne

men I overså de glasklare spor af min uvirkelige færden

pustede mine håndaftryk af skulderblandene

og lod skalderne af min sidste menneskelighed tilbage

som afskraldet sølvpapir vinden hånende jog til himmels